graudal.dk

Aftensolens stråler deler byens højeste bygninger op i to halvdele, en gylden og en dunkel. På taget af bygningen overfor har en lille forpjusket bysvale sat sig til rette på en af de utallige tv antenner, som konsekvent er plastret på tagene så langt øjet rækker. Man skulle tro hver enkelt husstand havde sin egen antenne.

Jeg ligger på min seng. Radioen summer. En rastløs krilren i mine ben fortæller mig, at jeg trænger til at strække benene. Jeg rejser mig, og følger efter mine ben ud på altanen. Jeg hiver en krøllet smøg op af lommen, og tænder den.

Der står jeg så, syv etager over gadeplan, og inhalerer en neddyssende blanding af nikotin og aftenluft gennem ti centimeter rød cecil uden filter. Et sted under mig bliver der åbnet et vindue, og en kvindestemme kalder på et par børn, som skal komme op i seng. De skal i skole i morgen, og kan jo bare lege videre når de kommer hjem. “Gaden er ikke noget sted for børn, når solen er gået ned”

Fra mit vindue kan jeg se langt ud over byen. Mange kilometer ind mod bymidten kan jeg kigge hen over tagene, lige indtil horisonten pludselig skjules bag store giganter af glas og stål, som står med deres jernbetonrødder plantet solidt, mange etager ned i metropolens undergrund. Jeg spekulerer på om de, som bor tæt på alting, derinde i midten, nogensinde tænker over hvordan det må være at bo væk fra alting. Hvad ville de gøre hvis man tog deres opgang og flyttede den fra storbyjunglen hvor alt er muligt, til et sted langt ude på landet hvor man lige pludselig blev tvunget til at komme hinanden ved, i stedet for at opretholde en anonym facade. Hvad nu hvis man skulle komme til at hilse på naboen om morgenen, når man henter avisen, to rundstykker og en liter mælk nede i døgneren på hjørnet? Eller hvad hvis naboen gav sig til at snakke? hvad nu hvis hele kiosken gav sig til at snakke? Så ville det jo være ligesom henne hos bageren hjemme i Sdr. Hygum. Næh tak, så hellere beholde det kølige distancerede forhold til resten af verden.

Sløvet af nikotinen og den milde aftenluft tøffer jeg ind igen. Uden at vide hvorfor trækker jeg anorakken over hovedet, og stopper fødderne ned i det nærmeste par støvler. Min anonyme storbysjæl hungrer efter oplevelser, og trækker mit uselvstændige sjælehylster med sig ud af døren. De følges pænt ad de to – sjælen og hylsteret. Jeg selv er et skridt bagefter. Vi hopper alle tre ind i den sporvogn, der holder ind til kantstenen i samme øjeblik som vi kommer ud af opgangen. På bagsædet smelter vi sammen til ét legeme med tre sind.

Som vi sidder der i vognen, kommer jeg til at tænke på hvor forskellige mennesker egentlig er. Bare de få, som lige nu sidder i samme sporvogn som os, er lige så forskellige som to dråber vand er ens, og der er ingen, som løfter pegefingre og beder os om at tilpasse vores udseende til omgivelserne. Ingen!

Vi vælter ud af sporvognen ved et tilfældigt stoppested. “Random destination” – tilfældigt mål. Det er vel egentlig der vi alle er havnet. Vi er blevet smidt af sporvognen et tilfældigt sted, og må så forsøge at klare os, så godt vi kan. Storbyen må være det absolut hårdeste sted at blive smidt af. Med sine utallige forskellige anonymitetsomklamrede eksistenser må storbyen være det koldeste og mest gudsforladte sted man kan opholde sig. For at differentiere sig selv fra andre, må man nødvendigvis opretholde sin facade, og den nemmeste facade at opretholde er den anonyme og ligeglade. Som individer bliver vi er pakket ind i metropolens hypnoptiserende vattæppe, og drukner i dets bløde ligegyldighed.

Neonreklamerne bliver større og mere prangende efterhånden som vi kommer ind mod bymidten, og jeg glider ind i en rus af impulsstyrede handlinger, sjælen bestemmer hvor den, kroppen og jeg skal følges hen. Vi drukner i metropolens larmende stilhed, og som så mange gange før føler vi os fri for en tid.

Med sindet sløvet af metropolens putlserende rytmer vælter jeg adskillige timer senere ind i min trappeopgang. Jeg vakler op ad trapperne, låser mig ind og lægger mig på sengen med alt tøjet på. Jeg lugter af sved og gammel cigaretrøg. I en smal lysstribe ser jeg den pjuskede svale ordne sine fjer, mens solen kaster sine første dvaske morgenstråler ind over hustagene. Livet begynder så småt på ny nede på gaden – syv etager under mig. Den umiskendelige, øresønderrivende pivelyd fra grønthandlerens rustne sikkerhedspersienner flænser stilheden, og fortæller mig at morgenen nu er i fuld sving. Svalen bliver skræmt op ved lyden, den flakser forvildet henover de nærmeste hustage, og forsvinder så ned mellem to rækker af højhuse. Mens jeg slumrer hen mærker jeg hvordan lydene efterhånden tager til, hvordan byen langsomt fyldes af liv. Jeg sover hen, og glemmer – til fordel for nattens rus gennem byen – livet mellem husene.

Jeg er nået til et kapitel i mit liv, jeg altid havde troet jeg aldrig skulle læse.

Jeg har været kærester med Charlotte i et år nu, og det har været et år fyldt med oplevelser, både at den store- og den lille slags. En af de (i ordets bogstaveligste forstand) mindre oplevelser var Max; Charlottes lille grånussede sibiriske dværghamster. Max var en lille ædedolk, og en klatreakrobat uden lige. Da jeg lærte ham at kende, var han desuden allerede en bestemt ældre herre, hvis tandsæt ikke tøvede med at fortælle mine fingre, hvis der var noget, der ikke passede ham.

En dag lige efter jeg var startet på mit nye/gamle arbejde, ringede Charlotte til mig, og fortalte at Max havde stemplet ud, og var taget afsted til de evige hamsterhjulsmarker. Da jeg kom hjem fandt jeg en fin æske i passende størrelse, som vi forede med vat og hø, så han ikke bare blev puttet direkte i den kolde jord, og så tog Charlotte og jeg ud på vestvolden for at begrave Max’s afsjælede legeme. Her fandt vi et fint stort træ han kunne ligge under, og begyndte så at grave.

Eftersom det havde frosset mellem fem og ti grader de sidste par dage, var jordskorpen stivfrossen, og set i bagklogskabens lys, var det nok temmelig optimistisk at drøne i skoven midt i Januar måned, kun bevæbnet med en ske til at grave hullet med, og en spejderkniv til at markere vores lille mindested. Det tog næsten en halv time at grave igennem de første ti centimeter jord, selvom hullet ikke skulle være større end ti gange femten centimeter, men da vi først var kommet igennem frostlaget, gik det alligevel ret hurtigt med at få gravet resten af vejen.

Da vi havde sagt et sidste farvel til lille Max, og dækket hans jordiske rester til, plantede vi graveskeen og en sten på størrelse med en knytnæve oven på graven, og så gik jeg i gang med snitteriet. Træet var selvfølgelig også nærmest frosset til, så her ventede endnu en opgave. Alt i alt tog det os næsten to timer at begrave Max, og snitte hans navn i det træ han nu ligger under. Til gengæld blev det gjort grundigt, og med stor respekt for vores lille ven. Vi håber han har det godt, hvor han er nu.

På vejen hjem delte vi en flaske spumante som afslutning på vores lille ceremoni, og vel hjemme igen gjorde vi rent for sidste gang efter Max.

Efter grundig rengøring af bur og legetøj, stod vores hamsterhjem nu gabende tomt og gloede bebrejdende på os – der var vel ikke andet at gøre end at få puttet nogen nye dyr i det. Derfor tog vi i ZooZity i Rødovre allerede dagen efter, for at se hvad de havde at byde på, og efter at have kigget på flere sibiriske dværghamstre, zebramus, fedthalemus, ørkenrotter og alle mulige andre smådyr, faldt vi til allersidst pladask over en lille lynhurtig dame, som sad alene i et bur og kukkelurede. Hun var en lille Roborovski, og lige pludselig var vi slet ikke i tvivl om hvad det var for en slags dyr, der skulle bo i Max’s gamle bur. Det eneste problem var, at ZooZity kun havde én tilbage af slagsen, og vi ville gerne have to, så de kunne holde hinanden med selskab, så vi tog hjem – glade for at have fundet ud af hvad vores nye logerende skulle være for en størrelse, men samtidig lidt skuffede over at vi ikke kunne få dem med det samme.

Dagen efter vores udflugt til Rødovre, greb Charlotte knoglen, og ringede rundt til en kvart milliard dyrehandlere i København, og til sidst fik hun fat i en dyrehandler i Hvidovre, som havde et kuld Roborovskiunger gående. Jeg piskede så endnu en gang hjem fra arbejde, for at mødes med Charlotte på Hvidovre station, så vi kunne følges ad ned til dyrehandleren og hente vores nye små venner.

Hos dyrehandleren fik vi så to små søde hunner, som vi skyndte os at døbe Trille & Viola. De flyttede ind i Max’s gamle bur, og alt åndede fryd og gammen for en stund.

Efter små 14 dage blev Charlotte og jeg så enige om, at hvis vi på et tidspunkt fandt på at vi ville prøve at parre de små kræ, ville det nok være lettest at finde to drenge med det samme, som var fra samme periode som pigerne.
Derfor lavede vi et kontaktopslag på et forum for hamsterinteresserede, som vi havde opdaget kort efter vi købte pigerne, hvor vi efterlyste to drenge, som kunne holde dem med selskab. Her fandt vi lynhurtigt en pige fra Glostrup, der havde to robo-hanner fra samme tidspunkt, som vi kunne få billigt. Vi drønede til Glostrup, hentede vores nye hanner, og så var Victor & Hector søreme også flyttet ind på Kettegård Allé.

Her ventede der os så en slem overraskelse.
Ved nærmere eftersyn var Trille & Viola udstyret med den samme lille tap mellem benene som Victor & Hector – vupti – Trille og Viola var med et trylleslag blevet til Troels og Vilhelm.
Det var vi bestemt ikke jublende tilfredse med – faktisk var vi tvært imod svært skuffede, og besluttede os derfor for at sælge Troels & Vilhelm tilbage til dyrehandleren.

Efter endnu et svært farvel, slog vi så endnu en kontaktannonce op på hamsterforummet.
Vi fik herefter kontakt til en hamsteropdrætter (!) fra Thy (!!!) som havde et kuld, hvor hun havde to piger tilbage, hun ville sælge. Vi slog til, da transporten nemt kunne ordnes via andre medlemmer på forummet, som var venlige og gav vors nye piger et lift i forbindelse med en hamsterudstilling (!!!!!!) i Kolding.

Dagen efter udstillingen kunne vi hente vores nye piger Bella Donna & Panik hos næstformanden for Dansk Hamsterforening på indre Østerbro.

I Mellemtiden er Victor & Hector røget i totterne på hinanden, så de bor hver for sig, og eftersom Hector er den aggressive af de to, er pigerne flyttet ind hos Victor. De hygger sig meget, de tre små! Vi er spændte på at se hvad der kommer til at ske fremover, men nu ånder det lille hjem igen fryd og gammen – i hvert fald for en stund.

Hvordan kan det være folk automatisk tror, at bare fordi de har tabt deres varer lige uden for en forretning, burde forretningen erstatte de tabte varer?

Når jeg jobber på min lille Statoil, på den anden side af vejen, er det faktisk pænt tit der kommer en kunde tilbage efter meget kort tid med spørgsmålet “Undskyld – jeg tabte min (indsæt-selv-vare-her), så den gik i stykker. Må jeg få en anden?”

Herefter er det så min tur til at forklare kunden, at i det øjeblik kundens betaling er gennemført, er varen ikke længere Statoils ejendom, og dermed skal den ødelagte vare erstattes af kunden selv, såfremt en medarbejder fra Statoil ikke var skyld i at varen blev ødelagt.

Samtidig kan jeg så tænke “Fjols! Du har jo selv smadret flasken, fordi du var for nærig til at give de to kroner ekstra for posen. Sådan er det, når man forsøger at balancere 15 pilsnere under den ene arm mens man fumler med bilnøgler i den anden…”

Jeg kan selvfølgelig sagtens se, at det var den onde, onde asfalt, der sugede de overprisbetalte pils du selv skulle have haft…

…og  jeg kan sagtens forstå du synes det er statoils skyld det hele…

…og jeg kan også godt forstå du synes det er vildt ringe service, når jeg for femte gang skal forklare dig, at det ikke er mig, der har smadret dine øl, så derfor skal jeg ikke erstatte dem…

…men jeg spurgte faktisk om du ville have en pose. Fat det så!

Der er ikke sket noget på bloggen i lang tid. Jeg har ikke kunnet tage mig sammen til at blogge rigtigt siden august sidste år, og det er endnu længere siden jeg har blogget regelmæsigt. Det skal der laves om på, sgu!

Jeg har brugt lang tid på at (op)finde en grafisk retning for siden, og det har taget al min tid. Først for nylig gik det op for mig, at det grafiske i virkeligheden bare skulle skæres ned til et minimum, så jeg kunne koncentrere mig om indholdet i første omgang. -værsgo’ siger jeg bare!

Jeg ligger i sengen med optagelser af gårsdagens øver i høretelefonerne, og nyder at suge nye indtryk til mig. Planet of Sound er blevet et helt andet band siden Morten begyndte at tæske trommerne. Masser af nosse, nerve og nærvær – det er fedt at være med til.

Vi planlægger en opvarmningsfest på kollegiet i februar/marts for at varme op til det første job næste år på Det Gule Pakhus i Horsens. Hold øje med invitationen – den kommer lige på den anden side af jul.

Så var der lige et kort klip at Katten Emil, Mette x 2 og jeg, der var ude at pladre rundt i Øresund

I ren frustration over tabet at kær data, kan man vel altid finde noget åndssvagt at kaste sig over…

http://totebo.com/mko.php?c=pUorqEottotErorFBoUBopBEosqUtobZRotFsu

Jeg har lige smidt min eksterne harddisk på gulvet, og nu lyder den som en helikopter der er ved at styrte ned.
Den er fuld af billeder jeg har taget, og al den musik og det grafiske arbejde jeg har lavet efter jeg flyttede til København ligger der også. Det er noget rigtigt lort. Jeg snakkede med et datarecovery-firma i telefonen, men det koster mindst 2000.- at få sine data ud af skidtet, og jeg har ikke så mange penge…

Øv, jeg føler mig jævnt dum!