Aftensolens stråler deler byens højeste bygninger op i to halvdele, en gylden og en dunkel. På taget af bygningen overfor har en lille forpjusket bysvale sat sig til rette på en af de utallige tv antenner, som konsekvent er plastret på tagene så langt øjet rækker. Man skulle tro hver enkelt husstand havde sin egen antenne.
Jeg ligger på min seng. Radioen summer. En rastløs krilren i mine ben fortæller mig, at jeg trænger til at strække benene. Jeg rejser mig, og følger efter mine ben ud på altanen. Jeg hiver en krøllet smøg op af lommen, og tænder den.
Der står jeg så, syv etager over gadeplan, og inhalerer en neddyssende blanding af nikotin og aftenluft gennem ti centimeter rød cecil uden filter. Et sted under mig bliver der åbnet et vindue, og en kvindestemme kalder på et par børn, som skal komme op i seng. De skal i skole i morgen, og kan jo bare lege videre når de kommer hjem. “Gaden er ikke noget sted for børn, når solen er gået ned”
Fra mit vindue kan jeg se langt ud over byen. Mange kilometer ind mod bymidten kan jeg kigge hen over tagene, lige indtil horisonten pludselig skjules bag store giganter af glas og stål, som står med deres jernbetonrødder plantet solidt, mange etager ned i metropolens undergrund. Jeg spekulerer på om de, som bor tæt på alting, derinde i midten, nogensinde tænker over hvordan det må være at bo væk fra alting. Hvad ville de gøre hvis man tog deres opgang og flyttede den fra storbyjunglen hvor alt er muligt, til et sted langt ude på landet hvor man lige pludselig blev tvunget til at komme hinanden ved, i stedet for at opretholde en anonym facade. Hvad nu hvis man skulle komme til at hilse på naboen om morgenen, når man henter avisen, to rundstykker og en liter mælk nede i døgneren på hjørnet? Eller hvad hvis naboen gav sig til at snakke? hvad nu hvis hele kiosken gav sig til at snakke? Så ville det jo være ligesom henne hos bageren hjemme i Sdr. Hygum. Næh tak, så hellere beholde det kølige distancerede forhold til resten af verden.
Sløvet af nikotinen og den milde aftenluft tøffer jeg ind igen. Uden at vide hvorfor trækker jeg anorakken over hovedet, og stopper fødderne ned i det nærmeste par støvler. Min anonyme storbysjæl hungrer efter oplevelser, og trækker mit uselvstændige sjælehylster med sig ud af døren. De følges pænt ad de to – sjælen og hylsteret. Jeg selv er et skridt bagefter. Vi hopper alle tre ind i den sporvogn, der holder ind til kantstenen i samme øjeblik som vi kommer ud af opgangen. På bagsædet smelter vi sammen til ét legeme med tre sind.
Som vi sidder der i vognen, kommer jeg til at tænke på hvor forskellige mennesker egentlig er. Bare de få, som lige nu sidder i samme sporvogn som os, er lige så forskellige som to dråber vand er ens, og der er ingen, som løfter pegefingre og beder os om at tilpasse vores udseende til omgivelserne. Ingen!
Vi vælter ud af sporvognen ved et tilfældigt stoppested. “Random destination” – tilfældigt mål. Det er vel egentlig der vi alle er havnet. Vi er blevet smidt af sporvognen et tilfældigt sted, og må så forsøge at klare os, så godt vi kan. Storbyen må være det absolut hårdeste sted at blive smidt af. Med sine utallige forskellige anonymitetsomklamrede eksistenser må storbyen være det koldeste og mest gudsforladte sted man kan opholde sig. For at differentiere sig selv fra andre, må man nødvendigvis opretholde sin facade, og den nemmeste facade at opretholde er den anonyme og ligeglade. Som individer bliver vi er pakket ind i metropolens hypnoptiserende vattæppe, og drukner i dets bløde ligegyldighed.
Neonreklamerne bliver større og mere prangende efterhånden som vi kommer ind mod bymidten, og jeg glider ind i en rus af impulsstyrede handlinger, sjælen bestemmer hvor den, kroppen og jeg skal følges hen. Vi drukner i metropolens larmende stilhed, og som så mange gange før føler vi os fri for en tid.
Med sindet sløvet af metropolens putlserende rytmer vælter jeg adskillige timer senere ind i min trappeopgang. Jeg vakler op ad trapperne, låser mig ind og lægger mig på sengen med alt tøjet på. Jeg lugter af sved og gammel cigaretrøg. I en smal lysstribe ser jeg den pjuskede svale ordne sine fjer, mens solen kaster sine første dvaske morgenstråler ind over hustagene. Livet begynder så småt på ny nede på gaden – syv etager under mig. Den umiskendelige, øresønderrivende pivelyd fra grønthandlerens rustne sikkerhedspersienner flænser stilheden, og fortæller mig at morgenen nu er i fuld sving. Svalen bliver skræmt op ved lyden, den flakser forvildet henover de nærmeste hustage, og forsvinder så ned mellem to rækker af højhuse. Mens jeg slumrer hen mærker jeg hvordan lydene efterhånden tager til, hvordan byen langsomt fyldes af liv. Jeg sover hen, og glemmer – til fordel for nattens rus gennem byen – livet mellem husene.