Jeg er nået til et kapitel i mit liv, jeg altid havde troet jeg aldrig skulle læse.
Jeg har været kærester med Charlotte i et år nu, og det har været et år fyldt med oplevelser, både at den store- og den lille slags. En af de (i ordets bogstaveligste forstand) mindre oplevelser var Max; Charlottes lille grånussede sibiriske dværghamster. Max var en lille ædedolk, og en klatreakrobat uden lige. Da jeg lærte ham at kende, var han desuden allerede en bestemt ældre herre, hvis tandsæt ikke tøvede med at fortælle mine fingre, hvis der var noget, der ikke passede ham.
En dag lige efter jeg var startet på mit nye/gamle arbejde, ringede Charlotte til mig, og fortalte at Max havde stemplet ud, og var taget afsted til de evige hamsterhjulsmarker. Da jeg kom hjem fandt jeg en fin æske i passende størrelse, som vi forede med vat og hø, så han ikke bare blev puttet direkte i den kolde jord, og så tog Charlotte og jeg ud på vestvolden for at begrave Max’s afsjælede legeme. Her fandt vi et fint stort træ han kunne ligge under, og begyndte så at grave.
Eftersom det havde frosset mellem fem og ti grader de sidste par dage, var jordskorpen stivfrossen, og set i bagklogskabens lys, var det nok temmelig optimistisk at drøne i skoven midt i Januar måned, kun bevæbnet med en ske til at grave hullet med, og en spejderkniv til at markere vores lille mindested. Det tog næsten en halv time at grave igennem de første ti centimeter jord, selvom hullet ikke skulle være større end ti gange femten centimeter, men da vi først var kommet igennem frostlaget, gik det alligevel ret hurtigt med at få gravet resten af vejen.
Da vi havde sagt et sidste farvel til lille Max, og dækket hans jordiske rester til, plantede vi graveskeen og en sten på størrelse med en knytnæve oven på graven, og så gik jeg i gang med snitteriet. Træet var selvfølgelig også nærmest frosset til, så her ventede endnu en opgave. Alt i alt tog det os næsten to timer at begrave Max, og snitte hans navn i det træ han nu ligger under. Til gengæld blev det gjort grundigt, og med stor respekt for vores lille ven. Vi håber han har det godt, hvor han er nu.
På vejen hjem delte vi en flaske spumante som afslutning på vores lille ceremoni, og vel hjemme igen gjorde vi rent for sidste gang efter Max.
Efter grundig rengøring af bur og legetøj, stod vores hamsterhjem nu gabende tomt og gloede bebrejdende på os – der var vel ikke andet at gøre end at få puttet nogen nye dyr i det. Derfor tog vi i ZooZity i Rødovre allerede dagen efter, for at se hvad de havde at byde på, og efter at have kigget på flere sibiriske dværghamstre, zebramus, fedthalemus, ørkenrotter og alle mulige andre smådyr, faldt vi til allersidst pladask over en lille lynhurtig dame, som sad alene i et bur og kukkelurede. Hun var en lille Roborovski, og lige pludselig var vi slet ikke i tvivl om hvad det var for en slags dyr, der skulle bo i Max’s gamle bur. Det eneste problem var, at ZooZity kun havde én tilbage af slagsen, og vi ville gerne have to, så de kunne holde hinanden med selskab, så vi tog hjem – glade for at have fundet ud af hvad vores nye logerende skulle være for en størrelse, men samtidig lidt skuffede over at vi ikke kunne få dem med det samme.
Dagen efter vores udflugt til Rødovre, greb Charlotte knoglen, og ringede rundt til en kvart milliard dyrehandlere i København, og til sidst fik hun fat i en dyrehandler i Hvidovre, som havde et kuld Roborovskiunger gående. Jeg piskede så endnu en gang hjem fra arbejde, for at mødes med Charlotte på Hvidovre station, så vi kunne følges ad ned til dyrehandleren og hente vores nye små venner.
Hos dyrehandleren fik vi så to små søde hunner, som vi skyndte os at døbe Trille & Viola. De flyttede ind i Max’s gamle bur, og alt åndede fryd og gammen for en stund.
Efter små 14 dage blev Charlotte og jeg så enige om, at hvis vi på et tidspunkt fandt på at vi ville prøve at parre de små kræ, ville det nok være lettest at finde to drenge med det samme, som var fra samme periode som pigerne.
Derfor lavede vi et kontaktopslag på et forum for hamsterinteresserede, som vi havde opdaget kort efter vi købte pigerne, hvor vi efterlyste to drenge, som kunne holde dem med selskab. Her fandt vi lynhurtigt en pige fra Glostrup, der havde to robo-hanner fra samme tidspunkt, som vi kunne få billigt. Vi drønede til Glostrup, hentede vores nye hanner, og så var Victor & Hector søreme også flyttet ind på Kettegård Allé.
Her ventede der os så en slem overraskelse.
Ved nærmere eftersyn var Trille & Viola udstyret med den samme lille tap mellem benene som Victor & Hector – vupti – Trille og Viola var med et trylleslag blevet til Troels og Vilhelm.
Det var vi bestemt ikke jublende tilfredse med – faktisk var vi tvært imod svært skuffede, og besluttede os derfor for at sælge Troels & Vilhelm tilbage til dyrehandleren.
Efter endnu et svært farvel, slog vi så endnu en kontaktannonce op på hamsterforummet.
Vi fik herefter kontakt til en hamsteropdrætter (!) fra Thy (!!!) som havde et kuld, hvor hun havde to piger tilbage, hun ville sælge. Vi slog til, da transporten nemt kunne ordnes via andre medlemmer på forummet, som var venlige og gav vors nye piger et lift i forbindelse med en hamsterudstilling (!!!!!!) i Kolding.
Dagen efter udstillingen kunne vi hente vores nye piger Bella Donna & Panik hos næstformanden for Dansk Hamsterforening på indre Østerbro.
I Mellemtiden er Victor & Hector røget i totterne på hinanden, så de bor hver for sig, og eftersom Hector er den aggressive af de to, er pigerne flyttet ind hos Victor. De hygger sig meget, de tre små! Vi er spændte på at se hvad der kommer til at ske fremover, men nu ånder det lille hjem igen fryd og gammen – i hvert fald for en stund.